Hvem er jeg

Mit navn er Wenche Katrine Axelgaard. Jeg bor i Aarhus med min mand og 2 piger. Jeg er uddannet sygeplejerske, RAB registreret ernæringsterapeut DET, RAB registreret kranio-sakralterapeut og børnesundhedsvejleder ved sundhedsplejerske Anette Straadt.

Min egen rejse med en autoimmun sygdom i kufferten startede i 2005. “Dissemineret sclerose” sagde overlægen på neurologisk afdeling, da han skulle stille diagnosen. Det var selvfølgelig et kæmpe chok at få så alvorlig en diagnose i en alder af bare 27 år. En diagnose der for mange er forbundet med rollator, kørestol, spasmer, smerter, ulidelig træthed og meget andet skidt. Det krævede en rum tid at fordøje min nye situation, og det var med mange op- og nedture i tiden efter. Men en dag tog jeg en beslutning: “Ikke på vilkår, om jeg ville lade mig styre af en sygdom”. Så jeg besluttede at tage magten solidt i mine hænder, og begyndte, stille men sikkert, at finde min vej ud af sygdommen. Jeg valgte at gå mine egne veje, og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg kontrollerer min sygdom udelukkende med ernæring, kosttilskud og forskellige alternative behandlingsformer som fx. KST og akupunktur. Jeg får ikke medicin for min sygdom og lever i dag fuldstændig uden symptomer. Ved hjælp af kost og forskellige alternative behandlingsformer har jeg fået helt og aldeles kontrol over sygdommen. Den følelse af sejr er svær at beskrive, men for et udpræget konkurrencemenneske som mig, er det nok den største og vigtigste kamp, jeg har vundet i mit liv.

Som sygeplejerske arbejdede jeg inden for børnepsykiatrien, og her oplevede jeg ofte, at familierne havde et ønske om at supplere behandlingen af deres barn med forskellige alternative behandlingsformer. Familierne ønskede viden om, hvilke muligheder der var af alternative behandlingsformer, så de kunne beslutte sig for, om det gav mening for dem og deres barn. Her oplevede jeg et stort hul i samarbejdet mellem ”det bedste fra begge verdener” og jeg begyndte derfor at interessere mig for alternative behandlingsformer ved psykisk sygdom. Jeg besluttede mig for at opsige min stilling som sygeplejerske og påbegyndte først uddannelsen til Kranio-Sakralterapeut, dernæst ernæringsterapeut og sidst til børnesundhedsvejleder.

Med min faglige erfaring fra børnepsykiatrien samt min egen erfaring med behandling af sclerose i bagagen, opstod der et stort ønske om at kunne tilbyde patienterne en anden tilgang og behandling, end den det etablerede system tilbyder. Jeg besluttede mig derfor for at videreuddanne mig. Alle tre uddannelser, der hver for sig og samlet set, har givet mig fantastiske redskaber til at møde patienterne med et helhedsorienteret syn på krop og sind.

I dag behandler jeg primært børn og børnefamilier, patienter med autoimmune sygdomme samt infertilitet.

© Copyright 2016 - WENCHE

Log in with your credentials

Forgot your details?